Fra Ashland til Canada er der godt 1000 miles tilbage på ruten, fordelt på hhv Oregon og Washington med ca 500 miles til hver stat.

I det sydlige Oregon går ruten hovedsageligt igennem skove, uden en hel masse udsigt, og hvor vi i Californien ‘ofte’ blev ledt i nærheden af en by, blev vi i Oregon istedet ledt forbi en masse “lake-side resorts” – ofte uden ret god mobil-dækning eller wifi, og med begrænset udvalg af resupply.

Dele af skovene har været ramt af skovbrande de seneste år, men hele ruten er åben, og går således også igennem de brændte områder. Det er både trist og fascinerende at se, men brændte træer giver ikke meget skygge, og jorden er dækket af et tykt lag aske/støv, hvilket er med til at gøre disse områder ret deprimerende at gå igennem.

Efter ca 200miles igennem dette nåede vi til Crater Lake – Et gammelt vulkan-krater, der nu er den dybeste sø i USA. Her hørte vi at der, imens vi var der, var en lille chance for at se nordlys, så vi valgte at tilbringe natten ved udkigstårnet nær søen. Det blev dog ikke til noget nordlys, men en solopgang over søen fik vi da med.

Herfra fortsatte turen op forbi flere lake-resorts, og utroligt nok var der flere steder stadigvæk sne, selvom vi var midt i Juli måned. Og hvor der er sne der smelter er der myg, så de næste par dage bød ikke på mange pauser og socialt samvær, men blev istedet en øvelse i hvor hurtigt teltet kan slås op, så man kan komme i sikkerhed.

Omkring “3 sisters wilderness” blev det bedre igen, da terrænet skiftede til lavasten istedet for skov. Det gav også bedre udsyn til bjergene, men underlaget er hårdt for fødderne og slider på skoene. Derfor tog vi en velfortjent pause og en hviledag i Bend.

Her besluttede 3 fra gruppen at de havde fået nok af at vandre, og det var på tide at tage hjem. Et vemodigt farvel, men vi andre havde stadig mod på at fortsætte mod Canada. Først blev det dog til en lille omvej forbi en Lava-tunnel i nærheden af Bend – væsentligt større end den vi så ved Old Station i det nordlige Californien.

Efter Bend gik turen videre forbi Mount Jefferson, og op til Mount Hood, som mange ser som et af turens højdepunkter. Ikke fordi man her kan stå på ski næsten hele året, men fordi man her finder Timberline Lodge – Det berømte “Overlook Hotel” fra filmen “Ondskabens Hotel”. Da muligheden for at se filmen i hotellets biograf bød sig var vi ikke i tvivl om at det var et must – Selvom det kun er hotellets ydre der medvirker i filmen; resten er filmet på andre locations. Det er dog er virkeligt flot hotel, både udvendigt og indvendigt, og en anden grund til at det er et populært stop på ruten er at det er et af de få steder der tilbyder en morgenmads- og frokostbuffet.

Med fyldte maver forlod vi Timberline Lodge, og tog hul på de sidste 50 miles i Oregon. Vi fulgte ruten indtil Wahntum Lake, hvorfra vi de sidste ~15 miles fulgte en alternativ rute langs Eagle Creek til Cascade Locks. Denne rute byder på indtil flere smukke vandfald, det mest berømte heraf er “Tunnel Falls” hvor man går gennem en tunnel under vandfaldet.

I Cascade Locks er det blevet til et par hviledage, hvor der er blevet ordnet vasketøj, købt forsyninger og sendt pakker frem til de næste par stop på ruten. Som i Oregon er de fleste stop i Washington ikke i byer med gode muligheder for indkøb, derfor vælger de fleste at sende pakker frem til sig selv.

Om ca 2 uger vender jeg dog tilbage til Cascade Locks, da Pacific Crest Trail Association, I anledning af min fødselsdag (ca.) har valgt at afholde de årlige PCT-Days – en slags festival for vandrere, trails-angels, sponsorere og andre interesserede.

1 2 ►