Fra Warner Springs forsatte turen de første par km ud over de flade græs-sletter, hvor jeg på afstand kunne se køerne gå og græsse. Herefter gik turen ind i en skov, hvor der var dejligt køligt i skyggen af træerne – Det udnyttede jeg til et længere hvil, på trods af kun at have gået i et par timer. Det var varmt, og energi-niveauet var ikke helt i top. Efter en frokost i skyggen fortsatte jeg langs åen ind i skoven, der snart blev afløst af stejle bjergsider. Inden det gik opad holdt jeg endnu en lille pause, og kølede tæerne i det kolde vand – De er trods alt mine vigtigste redskaber på turen, så må hellere forkæle dem lidt en når chancen byder sig. På bjerget var det sparsomt med vand, så da jeg fandt en plads til mit telt, tæt på en af de på kortet markerede kilder besluttede jeg at 10 miles var nok for den dag, og slog lejr her.

Næste morgen fortsatte turen opad bjerget, men energiniveauet var højere og stigningerne føltes ikke så slemme. Kort før middagstid nåede jeg til “Mikes Place” – En trail-angel, der blandt andet har en stor vandtank stående, til fri afbenyttelse. Stedet har tidligere haft ry for at afholde nogle vilde fester, men da jeg ankom var der kun “Mike” selv, og en anden vandrer fra Tyskland, som jeg mere eller mindre har fulgtes med siden Julian. “Mike” bød på kolde øl, og lavede frokost til os (og flere vandrere ankom løbende). Stedet bar præg af at have været vært for nogle vilde fester i årenes løb, men “Mike” gav udtryk for at det nok var på tide at få rydet op, og gøre stedet til at rart sted for alle vandrere. Efter frokost fyldte vi vandflaskerne og begav os videre på turen – ca. 7 miles til de teltpladser vi havde udset os på kortet – Her var intet vand i umiddelbar nærhed, men om morgenen går der lidt tid inden solen for alvor slår igennem, så hvis man starter tidligt kan man sagtens nå et par miles uden vand.

Og det var netop hvad vi gjorde. Da vi nåede vandkilden næste morgen kunne vi allerede mærke at det ville blive en varm dag, og ruten bød ikke umiddelbart på meget skygge. Vandet skulle hentes ca en halv mil ned ad bakke fra ruten, og det var en stejl halv mil – Det mærkede man først rigtigt da man skulle op igen.

Næste vandpost på ruten var “Mary’s Oasis” ca. 12 miles længere fremme, og det skulle vise sig at være 12 hårde miles. Solen bagte, og som frygtet var der intet skygge undervejs. Med et par mil tilbage løb jeg tør for vand, så da jeg nåede frem til “Mary’s” var jeg godt tørstig. Heldigvis var der masser af vand i den tank Mary jævnligt fylder op, og oven i købet var der borde/bænkesæt og skygge!

Fra Mary’s er der 6,5 mil til Paradise Valley Café, der var målet for denne etape, men da vi alligevel ikke ville kunne nå frem til caféen inden lukketid valgte vi at slå teltene op ved Mary’s, og tage en “nearo” (Near Zero (Miles)) dagen efter.

Sa vi nåede frem til Caféen var de løbet tør for gas, så om de vitterligt har de bedste burgere langs PCT, som rygtet siger, kan jeg desværre ikke svare på – Jeg måtte nøjes med en kold sandwich, men den smagte nu ganske udemærket.

Fra PVC fik vi et lift af en trail-angel ved navn “Grumpy”, der snakkede hele vejen til Idyllwild, og egentligt var ganske flink. I Idyllwild lejede vi et par værelser, for at få hvilet ordentligt ud, tog en “fridag” fra vandringen, og fik istedet ordnet vasketøj, re-supply, og lagt en plan for næste etape.

Forude venter San Jacinto bjergene, de hidtil største bjerge på ruten, og med sne på toppen.