Fra Tehachapi fortsatte ruten først et stykke langs highwayen, inden den drejede fra, og gik op i bjergene, forbi endnu en vindmøllepark, og ind i et skovområde. De første par dage bød på nogle lange, stejle stigninger, og et par lange stræk uden vand. Ét sted på ruten skulle vi således følge en stejl og ujævn grusvej 1 mil væk fra ruten for at fylde vores vandflasker. Turen derned føltes ikke så lang, men turen op igen, i bagende ørken-sol virkede meget lang. Tilbage på ruten valgte vi derfor at lade det være ved en kort dag, og slå lejr tidligt, for så at starte næste dag med endnu en stigning, inden solen ville gøre dette til endnu en ulidelig bedrift.

Det skulle dog vise sig at denne bekymring var helt unødvendig, for da vi vågnede tidligt næste morgen var alt indhyllet i en tyk tåge, og vejen op ad bjerget blev derfor ganske behagelig. Solen brød aldrig rigtigt igennem, og tågen blev istedet til let regn. Dette gjorde samtidigt at vi, stort set uden at bemærke det, klarede os igennem dagens 16 mil lange stræk uden mulighed for at fylde vandflaskerne op, inden vi nåede til den udsete campingplads.

Bedst som vi var på vej ind på pladsen standsede en truck ved siden af os, og føreren rullede vinduet ned og spurgte om ikke vi havde lyst til en øl. Sådan et tilbud kan man jo ikke sige nej til, og det var lige præcis hvad der skulle til for at solen kiggede frem for første gang den dag.

Fra campingpladsen var der godt 35 mil til næste naturlige vandkilde – et stræk tværs igennem Mojave ørkenen, og havde det ikke været for et par vand-poster vedligeholdt af en trail-angel, ville det have været en umulig tur. Ved den første af disse vand-poster valgte min vandre-makker at tomle ind til nærmeste by, da hans liggeunderlag var punkteret, så jeg fortsatte herfra alene til Walker Pass. Herfra tomlede jeg så ind til byen et par dage senere, for blandt andet at vaske mig selv og mit tøj i badekarret på motellet, hvor det også blev til en hviledag.

Fra Walker Pass resterede 50 miles til Kennedy Meadows, en tur der blot bød på 2 stigninger, og ikke de helt store udfordringer. Ved ankomsten til Kennedy Meadows General Store bliver man mødt med klapsalver fra de øvrige vandrere, som en anerkendelse af at man nu har overstået ørkenen! Det blev også fejret med nye sko, et par øl og en stor burger, inden der blev taget hul på planlægningen af den næste del af turen.

Sierra Nevada har – ligesom store dele af resten af ruten – i løbet af vinteren været ramt af rekord store mængder sne, og dette er nu ved at smelte. Det betyder at smeltevandsfloderne er større, dybere og hurtigere end normalt, og forholdende der generelt er vanskeligere end normalt.

Derfor besluttede vi, i første omgang, at springe den del over, og rejse lidt længere frem på ruten, til Chester (Mile 1332) hvorfra vi fortsætter nordpå mod Canada, for så at vende tilbage til Sierra Nevada bagefter, hvis tiden og forholdende tillader det!

◄ 1 2