Fra Chester startede turen imod Lassen National Volcanic Park igennem et skovområde, der for to år siden blev ramt af skovbrande. Vi startede sidst på på dagen, og fandt en lysning at slå lejr i, uden at campere under, eller tæt på døde træer. De næste par dage fortsatte igennem nedbrændt skov, og føltes mere øde end de 700 miles igennem ørkenen. Turen igennem Lassen bød også på lidt sne, der gjorde det svært at finde sporet, en lidt sketchy passage over en flod, via et væltet træ, og nogle flotte søer.

Efter Lassen gik turen forbi den lille by “Old Station”, der ikke er meget mere end et par campingpladser og en tankstation. Her blev det til et lille resupply, inden vi fortsatte forbi en Lava-tunnel et par hundrede meter ved siden af ruten. Herfra fortsatte turen til Burney, og underlaget skiftede fra blød skovbund til hårde, kantede lavasten. I Burney overnattede vi i en kirke, der stiller deres sportshal(!) til rådighed for vandrere. Fra Burney drog vi tilbage til ruten med en lille flok vi havde mødt i kirken, og med dem gik vi imod Burney Falls. På turen valgte vi at afvige lidt fra den officielle rute, for at se togbroen fra filmen “Stand By Me”, og istedet for at vende tilbage til ruten blev vi fristet til at krydse broen, og følge den asfalterede vej til Burney Falls, hvorfra vi ville slutte os til vandreruten igen. I Burney Falls faldt vi i snak med nogle folk, der skulle videre til en hemmelig festival i skoven, ikke langt fra vores rute.. De inviterede os med til festen, og efter lidt overvejelser besluttede vi at tage et par dage væk fra vandringen og se hvad en hemmelig festival havde at byde på.

Det var en speciel oplevelse, men ganske underholdende og vi mødte nogle flinke mennesker der. Halvdelen af vores lille gruppe på 7 valgte at tage videre efter den første dag, mens 3 af os valgte at blive en dag mere – Posthuset var alligevel lukket om søndagen, så vi skulle vente en dag for at kunne afhente pakker.

Fra festivallen tomlede vi til Dunsmuir, hvor endnu en kirke stillede lokaler til rådighed for vandrere, så her overnattede vi, og tog en hviledag, fik nye forsyninger, og repareret lidt udstyr der var gået i stykker (bl.a. mit telt, der havdet knækket en stang, men MSR sendte mig reservedele uden regning).

Fra Dunsmuir vandrede vi atter nordpå, men lidt sygdom og stejlt terræn sløvede os ned, så planen om at nå til Etna blev istedet til blot at nå til Callahan (ca. 40 miles kortere). Fra Callahan fik vi så et lift til Etna, hvor vi igen mødte resten af vores lille gruppe. Herfra fik vi et lift til Ashland i Oregon, hvor en trail-angel havde tilbudt at være vores vært for 4. Juli.

Ashland afholder en parade, hvor de lokale forretninger og foreninger viser sig frem og hyldes af tilskueren langs vejen. Normalt er der ikke mange vandrere i byen på dette tidspunkt, men pga. sneen i Sierra Nevada i år var der mange – Så mange at en gruppe besluttede sig for at slutte sig til paraden, efter den sidste brandbil, og undervejs sluttede flere og flere sig til.

Herfra fortsætter vi nordpå, som samlet gruppe, igennem Oregon og Washington, til den Canadiske grænse om ca. 1000 miles

◄ 1 2 3