I det sydlige Oregon går ruten hovedsageligt igennem skove, uden en hel masse udsigt, og hvor vi i Californien ‘ofte’ blev ledt i nærheden af en by, blev vi i Oregon istedet ledt forbi en masse “lake-side resorts” – ofte uden ret god mobil-dækning eller wifi, og med begrænset udvalg af resupply.

Dele af skovene har været ramt af skovbrande de seneste år, men hele ruten er åben, og går således også igennem de brændte områder. Det er både trist og fascinerende at se, men brændte træer giver ikke meget skygge, og jorden er dækket af et tykt lag aske/støv, hvilket er med til at gøre disse områder ret deprimerende at gå igennem.

Efter ca 200miles igennem dette nåede vi til Crater Lake – Et gammelt vulkan-krater, der nu er den dybeste sø i USA. Her hørte vi at der, imens vi var der, var en lille chance for at se nordlys, så vi valgte at tilbringe natten ved udkigstårnet nær søen. Det blev dog ikke til noget nordlys, men en solopgang over søen fik vi da med.

Herfra fortsatte turen op forbi flere lake-resorts, og utroligt nok var der flere steder stadigvæk sne, selvom vi var midt i Juli måned. Og hvor der er sne der smelter er der myg, så de næste par dage bød ikke på mange pauser og socialt samvær, men blev istedet en øvelse i hvor hurtigt teltet kan slås op, så man kan komme i sikkerhed.

Omkring “3 sisters wilderness” blev det bedre igen, da terrænet skiftede til lavasten istedet for skov. Det gav også bedre udsyn til bjergene, men underlaget er hårdt for fødderne og slider på skoene. Derfor tog vi en velfortjent pause og en hviledag i Bend.

Her besluttede 3 fra gruppen at de havde fået nok af at vandre, og det var på tide at tage hjem. Et vemodigt farvel, men vi andre havde stadig mod på at fortsætte mod Canada. Først blev det dog til en lille omvej forbi en Lava-tunnel i nærheden af Bend – væsentligt større end den vi så ved Old Station i det nordlige Californien.

Efter Bend gik turen videre forbi Mount Jefferson, og op til Mount Hood, som mange ser som et af turens højdepunkter. Ikke fordi man her kan stå på ski næsten hele året, men fordi man her finder Timberline Lodge – Det berømte “Overlook Hotel” fra filmen “Ondskabens Hotel”. Da muligheden for at se filmen i hotellets biograf bød sig var vi ikke i tvivl om at det var et must – Selvom det kun er hotellets ydre der medvirker i filmen; resten er filmet på andre locations. Det er dog er virkeligt flot hotel, både udvendigt og indvendigt, og en anden grund til at det er et populært stop på ruten er at det er et af de få steder der tilbyder en morgenmads- og frokostbuffet.

Med fyldte maver forlod vi Timberline Lodge, og tog hul på de sidste 50 miles i Oregon. Vi fulgte ruten indtil Wahntum Lake, hvorfra vi de sidste ~15 miles fulgte en alternativ rute langs Eagle Creek til Cascade Locks. Denne rute byder på indtil flere smukke vandfald, det mest berømte heraf er “Tunnel Falls” hvor man går gennem en tunnel under vandfaldet.

I Cascade Locks er det blevet til et par hviledage, hvor der er blevet ordnet vasketøj, købt forsyninger og sendt pakker frem til de næste par stop på ruten. Som i Oregon er de fleste stop i Washington ikke i byer med gode muligheder for indkøb, derfor vælger de fleste at sende pakker frem til sig selv.

Om ca 2 uger vender jeg dog tilbage til Cascade Locks, da Pacific Crest Trail Association, I anledning af min fødselsdag (ca.) har valgt at afholde de årlige PCT-Days – en slags festival for vandrere, trails-angels, sponsorere og andre interesserede.

Efter Lassen gik turen forbi den lille by “Old Station”, der ikke er meget mere end et par campingpladser og en tankstation. Her blev det til et lille resupply, inden vi fortsatte forbi en Lava-tunnel et par hundrede meter ved siden af ruten. Herfra fortsatte turen til Burney, og underlaget skiftede fra blød skovbund til hårde, kantede lavasten. I Burney overnattede vi i en kirke, der stiller deres sportshal(!) til rådighed for vandrere. Fra Burney drog vi tilbage til ruten med en lille flok vi havde mødt i kirken, og med dem gik vi imod Burney Falls. På turen valgte vi at afvige lidt fra den officielle rute, for at se togbroen fra filmen “Stand By Me”, og istedet for at vende tilbage til ruten blev vi fristet til at krydse broen, og følge den asfalterede vej til Burney Falls, hvorfra vi ville slutte os til vandreruten igen. I Burney Falls faldt vi i snak med nogle folk, der skulle videre til en hemmelig festival i skoven, ikke langt fra vores rute.. De inviterede os med til festen, og efter lidt overvejelser besluttede vi at tage et par dage væk fra vandringen og se hvad en hemmelig festival havde at byde på.

Det var en speciel oplevelse, men ganske underholdende og vi mødte nogle flinke mennesker der. Halvdelen af vores lille gruppe på 7 valgte at tage videre efter den første dag, mens 3 af os valgte at blive en dag mere – Posthuset var alligevel lukket om søndagen, så vi skulle vente en dag for at kunne afhente pakker.

Fra festivallen tomlede vi til Dunsmuir, hvor endnu en kirke stillede lokaler til rådighed for vandrere, så her overnattede vi, og tog en hviledag, fik nye forsyninger, og repareret lidt udstyr der var gået i stykker (bl.a. mit telt, der havdet knækket en stang, men MSR sendte mig reservedele uden regning).

Fra Dunsmuir vandrede vi atter nordpå, men lidt sygdom og stejlt terræn sløvede os ned, så planen om at nå til Etna blev istedet til blot at nå til Callahan (ca. 40 miles kortere). Fra Callahan fik vi så et lift til Etna, hvor vi igen mødte resten af vores lille gruppe. Herfra fik vi et lift til Ashland i Oregon, hvor en trail-angel havde tilbudt at være vores vært for 4. Juli.

Ashland afholder en parade, hvor de lokale forretninger og foreninger viser sig frem og hyldes af tilskueren langs vejen. Normalt er der ikke mange vandrere i byen på dette tidspunkt, men pga. sneen i Sierra Nevada i år var der mange – Så mange at en gruppe besluttede sig for at slutte sig til paraden, efter den sidste brandbil, og undervejs sluttede flere og flere sig til.

Herfra fortsætter vi nordpå, som samlet gruppe, igennem Oregon og Washington, til den Canadiske grænse om ca. 1000 miles

Det skulle dog vise sig at denne bekymring var helt unødvendig, for da vi vågnede tidligt næste morgen var alt indhyllet i en tyk tåge, og vejen op ad bjerget blev derfor ganske behagelig. Solen brød aldrig rigtigt igennem, og tågen blev istedet til let regn. Dette gjorde samtidigt at vi, stort set uden at bemærke det, klarede os igennem dagens 16 mil lange stræk uden mulighed for at fylde vandflaskerne op, inden vi nåede til den udsete campingplads.

Bedst som vi var på vej ind på pladsen standsede en truck ved siden af os, og føreren rullede vinduet ned og spurgte om ikke vi havde lyst til en øl. Sådan et tilbud kan man jo ikke sige nej til, og det var lige præcis hvad der skulle til for at solen kiggede frem for første gang den dag.

Fra campingpladsen var der godt 35 mil til næste naturlige vandkilde – et stræk tværs igennem Mojave ørkenen, og havde det ikke været for et par vand-poster vedligeholdt af en trail-angel, ville det have været en umulig tur. Ved den første af disse vand-poster valgte min vandre-makker at tomle ind til nærmeste by, da hans liggeunderlag var punkteret, så jeg fortsatte herfra alene til Walker Pass. Herfra tomlede jeg så ind til byen et par dage senere, for blandt andet at vaske mig selv og mit tøj i badekarret på motellet, hvor det også blev til en hviledag.

Fra Walker Pass resterede 50 miles til Kennedy Meadows, en tur der blot bød på 2 stigninger, og ikke de helt store udfordringer. Ved ankomsten til Kennedy Meadows General Store bliver man mødt med klapsalver fra de øvrige vandrere, som en anerkendelse af at man nu har overstået ørkenen! Det blev også fejret med nye sko, et par øl og en stor burger, inden der blev taget hul på planlægningen af den næste del af turen.

Sierra Nevada har – ligesom store dele af resten af ruten – i løbet af vinteren været ramt af rekord store mængder sne, og dette er nu ved at smelte. Det betyder at smeltevandsfloderne er større, dybere og hurtigere end normalt, og forholdende der generelt er vanskeligere end normalt.

Derfor besluttede vi, i første omgang, at springe den del over, og rejse lidt længere frem på ruten, til Chester (Mile 1332) hvorfra vi fortsætter nordpå mod Canada, for så at vende tilbage til Sierra Nevada bagefter, hvis tiden og forholdende tillader det!

Kort før vi nåede Agua Dulce gik vi igennem Vasquez Rock – Et område med mange imponerende klippe-formationer, hvor indtil flere Hollywood er optaget (Bl.a. Star Trek).

I Agua Dulce blev det til middag på den lokale mexicanske restaurant, og derefter en overnatning i haven hos en trail-angel.

Næste morgen var vejret skiftet, og vi fik lov at gå det meste af dagen i tæt tåge – En tåge som bjergene de næste par dage holdt fanget, så vi havde en tur med behagelige temperaturer og begrænset udsigt, indtil vi nåede kanten af bjergene, og gik ned til Hikertown – en samling af små hytter med western-tema. I Hikertown blev det til en lille resupply, og et godt hvil i skyggen, inden vi om aftenen drog ud for at vandre tværs over den flade dal, langs LA-Akvadukten. Det er en tur på 17 miles, uden hverken vand, skygge eller nogen særlig udsigt, men til gengæld er det fladt hele vejen. Den kombination gør at det er meget almindeligt at gå turen om aftenen/natten, for at undgå varmen, og undervejs mødte vi flere andre vandrere, der i dagens anledning havde udsmykket sig selv med knæklys og lign.

Efter turen langs akvadukten gik vi igennem endnu en vindmøllepark, og atter op i bjergene. Batterierne var lidt flade, efter aftenvandring en dagen før, så ved middagstid tog vi et hvil på et par timer, i skyggen ved et lille vandløb, inden vi igen vandrede højere op i bjergene.

Da vi nåede over bjergene ledte ruten os ned igennem endnu en vindmøllepark, til en lille oase, hvor et picnic-bord var placeret sammen med en stor køletaske med diverse frugt, småkager og andet trailmagic. Her var også en liste over trail-angels i området, så det tog os ikke lang tid at få fat i en af dem til at hente os ved parkeringspladsen lidt forude, og køre os til Tehachapi, hvor vi nu har slappet af i et par dage, forsynet os til næste (lange) etape, som starter imorgen.

Herfra resterer 86 miles til Walker Pass, der bliver næste stop, og ialt 136 miles til Kennedy Meadows, der markerer enden på ørken-delen af ruten, og starten på Sierra Nevada.

Vores roadwalk blev lidt længere end planlagt, for da vi nåede det sted vi havde planlagt at vende tilbage til ruten, var denne spærret, for at beskytte en sjælden frø-art i området. Det bragte og istedet til en lukket/nedlagt campingplads, der blev vores lejr for natten.

De næste par dage fortsatte turen igennem Angeles National Forest, indtil vi krydsede vejen til Acton. Herfra tomlede vi ind til “49’er Saloon”, der i samme stil som Joshua Inn, er en bar, der lader hikere campere i baghaven, og serverer lækker mad og øl.

Det var tydeligt at mærke benene havde haft godt af et par hviledage, og vi lagde ud med et par gode 17-mile dage, inden vi på 3.-dagen nøjedes med 10 miles, og tomlede ind til Joshua Inn – En hiker-venlig bar midt i ingenting, der serverer sandwiches og øl, og lader hikere campere i baghaven.

Efter en enkelt overnatning her, fortsatte vi forbi Deep Creek Hot Springs imod Silverwood Lake, hvor vi havde hørt vi kunne bestille pizza til Campingpladsen, så dét skulle afprøves – Og med succes!

Næste morgen forlod vi campingpladsen og begyndte turen imod Cajon Pass, hvor ruten passerer en Highway, hvorpå der ligger en McDonalds. Efter flere dage undervejs skal der ikke meget mere end “Free refills” til at lokke en hiker på McDonalds, så for trejde dag i træk blev det til ikke-frysetørret mad.

Fra Cajon pass ventede en lang, hård, stigning, uden mulighed for at opsamle vand, op til Wrightwood, hvor vi tog endnu en – velfortjent – hviledag, efter nogle lange stræk undervejs. Knap 120miles på en uge er turens længste stræk hidtil, men benene og kroppen har det stadig godt, og humøret er højt!

Terrænet gjorde vandringen langsom, og da vi nåede toppen valgte vi at tage det første side-trail ud til en highway og herfra tomle ind til byen Big Bear, hvor vi fandt et steak-house og en længe ventet steak. Derudover tilbragte vi et par hviledage i byen, og for at få lidt afveksling fra vandringen tog vi ud at bowle.

Efter en fridag i Idyllwild, hvor der blev ordnet vasketøj, badet, spist god mad og slappet af, gik turen Fredag morgen tilbage til Paradise Valley Cafe, hvor vi indtog en lækker Breakfast Burrito, inden vi startede turen op i San Jacinto bjergerne. Forude ventede en stigning på omtrent 1800 meter, men vi bed den op i et par etaper, så efter to dages vandren opad bjerget nåede vi til lige under sne-grænsen, næsten på toppen. Herefter forsvandt sporet under sneen, og istedet måtte vi følge fodsporene i sneen fra dem der havde gået der før os – Det var der heldigvis ingen problemer i, men sneen gav andre udfordringer opad dagen, efterhånden som den begynde at smelte og blive blød. Et par gange undervejs fik jeg nogle små vrid i knæet, så da vi efter nogle langsomme miles igennem sneen nåede en teltplads uden sne valgte vi at kalde det for en dag og slå lejr der. Næste morgen gik turen atter igennem sneen, der natten over igen var frosset hård. De mange fodaftryk i sneen gjorden den dog ujævn, og mit knæ var stadig ikke glad for det, så efter 4 miles valgte jeg at dreje fra og tage et sidetrail tilbage til Idyllwild. Her snakkede jeg med andre vandrere, der fra de lokale havde hørt at der var uvejr – Storm, sne og slud – på vej mod området, så vi slog os ned på campingpladsen i byen, og tog et par fridage for at afvente uvejret.

Det lod dog vente på sig, og da vi torsdag morgen – Hvor vi havde planlagt at tage tilbage på bjerget – vågnede til lyden af sne og senere regn på vores telte besluttede vi at vente en dag mere. Nogle i gruppen havde fået vand i teltene, og vi lejede derfor et værelse på Hotel, for at kunne få tørret vores tøj, udstyr og telte.

Selve toppen af San Jacinto er ikke en officiel del af PCT, men et par stykker fra vores gruppe valgte at gå den vej op istedet for rundt om, så vi andre tog en rolig dag tilbage til bjerget, uden egentlig at komme meget videre på ruten. Da gruppen var samlet igen næste morgen gik turen atter ned ad bjerget, men denne gang på den anden side, og med mange flotte views af det mægtige bjerg vi lige havde været på/nær toppen af. Det synes meget flottere når man er på vej ned ad det – på vejen op føltes er intimiderende og skræmmende. Ved bunden af bjerget havde vi planlagt at slå lejr, for derefter at tage til Cabazon og handle ind til næste del, spise en burger på “In & Out”, og så tage tilbage på ruten. Det viste sig dog at der ved bunden af bjerget ikke var nogle gode telt-pladser, så istedet fik vi et lift af nogle day-hikers til Cabazon, hvor vi på “In & Out” lagde en any plan. Udover spisesteder, hoteller og casinoer har Cabazon ikke meget at byde på, og hotellerne er relativt dyre, så istedet tog vi en Uber til Banning et par miles længere væk fra ruten, hvor vi nu har klaret vores resupply og gør klar til at gå i seng på vores hotelværelse. Imorgen tager vi tilbage til ruten, og fortsætter mod Big Bear.

Næste morgen fortsatte turen opad bjerget, men energiniveauet var højere og stigningerne føltes ikke så slemme. Kort før middagstid nåede jeg til “Mikes Place” – En trail-angel, der blandt andet har en stor vandtank stående, til fri afbenyttelse. Stedet har tidligere haft ry for at afholde nogle vilde fester, men da jeg ankom var der kun “Mike” selv, og en anden vandrer fra Tyskland, som jeg mere eller mindre har fulgtes med siden Julian. “Mike” bød på kolde øl, og lavede frokost til os (og flere vandrere ankom løbende). Stedet bar præg af at have været vært for nogle vilde fester i årenes løb, men “Mike” gav udtryk for at det nok var på tide at få rydet op, og gøre stedet til at rart sted for alle vandrere. Efter frokost fyldte vi vandflaskerne og begav os videre på turen – ca. 7 miles til de teltpladser vi havde udset os på kortet – Her var intet vand i umiddelbar nærhed, men om morgenen går der lidt tid inden solen for alvor slår igennem, så hvis man starter tidligt kan man sagtens nå et par miles uden vand.

Og det var netop hvad vi gjorde. Da vi nåede vandkilden næste morgen kunne vi allerede mærke at det ville blive en varm dag, og ruten bød ikke umiddelbart på meget skygge. Vandet skulle hentes ca en halv mil ned ad bakke fra ruten, og det var en stejl halv mil – Det mærkede man først rigtigt da man skulle op igen.

Næste vandpost på ruten var “Mary’s Oasis” ca. 12 miles længere fremme, og det skulle vise sig at være 12 hårde miles. Solen bagte, og som frygtet var der intet skygge undervejs. Med et par mil tilbage løb jeg tør for vand, så da jeg nåede frem til “Mary’s” var jeg godt tørstig. Heldigvis var der masser af vand i den tank Mary jævnligt fylder op, og oven i købet var der borde/bænkesæt og skygge!

Fra Mary’s er der 6,5 mil til Paradise Valley Café, der var målet for denne etape, men da vi alligevel ikke ville kunne nå frem til caféen inden lukketid valgte vi at slå teltene op ved Mary’s, og tage en “nearo” (Near Zero (Miles)) dagen efter.

Sa vi nåede frem til Caféen var de løbet tør for gas, så om de vitterligt har de bedste burgere langs PCT, som rygtet siger, kan jeg desværre ikke svare på – Jeg måtte nøjes med en kold sandwich, men den smagte nu ganske udemærket.

Fra PVC fik vi et lift af en trail-angel ved navn “Grumpy”, der snakkede hele vejen til Idyllwild, og egentligt var ganske flink. I Idyllwild lejede vi et par værelser, for at få hvilet ordentligt ud, tog en “fridag” fra vandringen, og fik istedet ordnet vasketøj, re-supply, og lagt en plan for næste etape.

Forude venter San Jacinto bjergene, de hidtil største bjerge på ruten, og med sne på toppen.

Dagen bød på det hidtil længste stræk uden mulighed for at fylde vandflaskerne – 14 miles, eller godt 20km, så jeg sørgede for at fylde godt op inden, og klarede turen uden problemer, selvom det var en varm dag med temperaturer omkring 25-30 grader. Ruten bød på en del stigninger, og det meste af dagen foregik på bjergsiderne.

Næste morgen startede turen atter med en stigning, men den var ret ligetil – Lang, men ikke særligt stejl. Efter ca. 10 miles rundede jeg de 100 første miles af ruten, og kort herefter krydsede ruten en vej, hvor der ventede os trailmagic! Det startede med en familie, der selv havde gået turen sidste år, som havde fyldt bilen med snacks og kolde drikke til os. Bedst som vi sad i skyggen og nød dette, rullede en anden truck in, og de begyndte at grille pølser osv.

Det blev til en pause på et par timer, hvorefter jeg fortsatte turen forbi Eagle Rock til Warner Springs, hvor jeg netop har fyldt vandflaskerne op igen, og gør klar til næste stræk.